Vi ses deroppe af Pierre Lemaitre

Fabelagtig farverig roman om efterdønningerne af 1. Verdenskrig. To knapt-overlevende fra skyttegravshelvede udtænker et sindrigt svindelnummer der, hvis det afsløres vil skandalisere nationen.

Samtidig er deres onde plageånd fra krigen, den fattige, men adelige løjtnant, Henri d’aulnay-Pradelle, i gang med sit eget skandaløse foretagende. Deres veje krydses nok engang i et Paris befolket af tiggere, misbrugere, gnavne generaler samt svindlere i alle størrelser.

Krigens skæbnefællesskab

Et umage skæbnefællesskab opstår, da den lille småtskårne og kuede bankmand Albert reddes ud af dødens faste greb af boheme-kunstner-provokatøren Édouard fra den rige Péricourt-familie.

Særligt da Édouard i næste øjeblik får blæst det meste af ansigtet væk under et morternedslag i en af 1. verdenskrigs allersidste dage, og Albert derfor føler sig forpligtet til at passe og pleje den vansirede og morfinafhængige soldaterkammerat, der under ingen omstændigheder vil høre tale om hverken plastikkirurgi eller om at vende hjem til sin misbilligende rigmandsfar.

Så Albert må hutle sig igennem for at overleve og skaffe morfin til den i grunden usympatiske Édouard.

Langsomt mister den choklignende tilstand dog sit greb i Édouard, da ideen om at udnytte sin kunstneriske kunnen i et gigantisk svindelnummer vokser til.

Dette kan samtidig ses som den perfekte provokation af et selvbehageligt borgerskab, der uden skrupler sendte sine sønner i krig og nu ønsker at hylde dem med opulente statuer, svulstig nationalpatriotisme og sentimentale mindesmærker – et faderopgør i mere end en forstand holder live i den ellers ødelagte Édouard.

Den galliske hane

Den egentlige skyldige i de tos ulykke er imidlertid den skruppelløse Henri d’aulnay-Pradelle, en gallisk hane, hvis flotte fjer og brede bryst dækker over en kynisk charlatan, hvis eneste mål er at opnå den hæder, ære og rigdom, han mener sig berettiget qua sit fornemme familienavn.

Pradelle forstår at finde og udnytte de rigtige forbindelse, således at han får den lukrative kontrakt, der består i at opgrave de faldne franske soldater på Vestfronten og på ny jordstede dem på kirkegårde, så de efterladte har et sted at gå hen med deres sorg.

Men i hænderne på en så lumpen og kynisk udspekuleret karakter som Pradelle, handler det hele om gravkold fortjeneste og naturligvis så lille udgift som mulig … det må gå galt, og det gør det, i den grad.

Vive Lemaitre!

Pierre Lemaitre har begået en herlig velskrevet sort satire med et farverigt persongalleri, mestendels smålige, hykleriske, krakilske, sleske eller kyniske personer, men også med en uventet helt: en kronisk vredladen og ildelugtende embedsmand blottet for takt og tone, uforskammet, selvcentreret og forbitret er han, men alligevel er det ham, der egenhændigt begiver sig i kamp mod myndighedernes slendrian og korruption.

Det er en nydelse at læse den 536 sider lange roman, der overhovedet ikke føles for lang.
Lemaitre rammer stilistisk lige i øjet, hvad end han beskriver de intrigante magtkampe i rigmandsklubberne, skyttegravenes mudderælte, efterkrigstidens fordærvede Paris eller skrankepavernes selvsmagende kancellisprog.

Det er udsøgt, beskt og morsomt. Og så er plottet gennemført – det er umuligt at se, hvilken drejning historien vil tage.

Kan på det varmeste anbefales.

Vi ses deroppe af Pierre Lemaitre
536 sider, Lindhardt og Ringhof
Suverænt oversat af Karsten Nielsen.

Her følger en lille smagsprøve:

”Labourdin så allerede for sig, hvordan juryformanden ville vende sig om mod ham med lige dele beundring og forlegenhed og uden at kunne beslutte sig, for hvilken han skulle vælge … og lige da ville han sige sin sætning, sin vægtige, velafbalancerede perfektafstemte sætning, sine velklingende ord, der på én og samme tid udtrykte hans gode æstetiske smag og ansvarsfølelse: Hr. juryformand, med forlov…
Og netop da ville han gå hen til Frankrig i tåre, som om han ville lægge hånden på hans skulder.
”… Efter min mening fortolker dette mesterlige værk al den Smerte og Stolthed, som vore Landsmænd ønsker at udtrykke. ” De store bogstaver kunne ikke adskilles fra sætningens ordlyd. Den var ulastelig. Først og fremmest var udtrykket ”dette mesterlige værk” lige i øjet, Landsmænd lød bedre end vælgere, og Smerte … Labourdin var målløs over sit eget geni. ”