Upstate af James Wood
Kritikeren James Woods første bog på dansk er skuffende ringe. Den føles som konstruerede tankerækker forklædt som roman
Lys og mørke
Alan Querry, er en succesfuld entreprenør fra Nordengland, der har et anstrengt forhold til sine to døtre, Vanessa og Helen.
Det udspringer til dels af hans skilsmisse og pigernes mors tidlige død og til dels af hans nye hård–i-slaget-kæreste, Candace, der er en buddistisk psykoteraopeut in spe (!), tilhænger af de frie markedskræfter og Thatcher - der jo er det helt store dyr i åbenbaringen for den pæne venstrefløj, som Alan og i særdeleshed døtrene identificerer sig med.
Datteren Helen har kun mødt evig solskin på sin vej, og hun har nu fuld fart på karrieren som chef for Sony i London og mand og to børn i hjemmet.
Den anden datter Vanessa, er lektor i filosofi ved universitetet i Upstate, New York, men hendes karriere er stagneret, og hun har fra barnsben måttet kæmpe med et besværligt sind og depressioner.
Nu er hun måske, måske ikke ved et uheld faldet ned at en trappe og hendes kæreste, Josh, ringer og beder Alan komme til New York for at tale med den deprimerede Vanessa.
Livløse dukker der tænker og tænker
Sådan cirka er handlingen, der skal sætte skub i Alans og læserens ’Query’ (da: undersøgelse) af hvorfor nogle mennesker har det nemt i livet, mens andre med de samme opvækst-og materiale betingelser må kæmpe med mørket hele deres liv, – hvad er det, der gør os til dem, vi er.
Interessante og evigt gyldige spørgsmål, men i bogen får det hele et ufrivilligt parodisk præg, fordi historien er så tydeligt konstrueret og personerne så blottet for psykologi, at de som livløse dukker bliver trukket rundt af den (bedrevidende) fortæller.
Der bliver tænkt og tænkt i komiske indre monologer, hvor indholdet er kendt på forhånd. Det kluntede og knirkende bliver afvekslet med det pompøse, når for eksempel entreprenøren Alan tænker således om sin datter Vanessa.
Hun var som en trompetist, der spillede Haydn med et symfoniorkester, og hun rakte ud efter et instrument hver gang der var gået omtrent hundrede takter.
Er det mon virkelig den lidt tilbagestående entreprenør Alans tanker, eller er det snarere fortælleren, der lige fletter en smagfuld højkulturel reference ind?
Stavepladerne og posen med kitsch bliver for alvor fundet frem, når Alan gransker forholdet til sit eget ophav:
Far havde introduceret ham for den særlige lidelse, som hjalp en knægt til at blive ’hård (selvom Far også havde badet i koldt vand. I det nordlige England var ’hårdhed’ vigtigere end dygtighed, skønhed eller venlighed’
Mens
Mor havde i det mindste været både følelsernes kilde og den, der værnede om dem. Hun havde nøglerne: Hvis hun var død før Far, ville følelserne være forblevet et lukket land … Alan og hans far talte aldrig om følelser. Det var mor, der rasede og græd og lo. Følelser var hunkøn.
Hensigten og den forlorne inderlighed er til at tage at føle på, og det er den desværre romanen igennem. Det er anstrengt læsning.
Der er indimellem gode beskrivelser af fysiske ting og steder, men så snart der kommer mennesker ind i billedet, bliver det opstyltet, kluntet eller bare fladt lommepsykologisk.
Upstate af James Wood
Oversat af Brian Dan Christensen
240 sider
Turbine
Anmeldereksemplar tilsendt fra Turbine
