To mand frem for en enke af Arne Dahl

Af: Lene Dybdahl (forfatter og gæsteanmelder)

Mafia, genmanipulation og hacking mod private virksomheder. Sidste bind i Opcop-serien tager højaktuelle emner op og maler et portræt af samfundets dunkleste sider. Arne Dahl fører os sikkert gennem en gordisk knude af et plot, hvis mangfoldige tråde til sidst løses op og sagens sammenhæng går op for læseren - også uden hjælp fra forfatteren.

Sidste bind sluttede med, at den italienske Opcop-efterforsker Donatella Bruno blev sprængt i luften. Samtidig fik Opcop-gruppens leder Paul Hjelm tilsendt en video, der viste at to af Opcop-gruppens medlemmer, som man troede var døde, stadig er i live. Hjelm sender sine underordnede i felten for at finde frem til de kidnappedes opholdssted, og titlen To mand frem for en enke refererer til dette, at efterforskerne sendes parvist ud i verden. Metaforen fungerer bedre på svensk, hvor legen kaldes Sista paret ut.

Hovedperson i krise

Paul Hjelm befinder sig i en livskrise, hvor han påtager sig skylden for alverdens problemer, og derfor må han opsøge psykologen Ruth, der skal hjælpe ham. Der er langt fra den seje action-helt Paul Hjelm fra A-gruppen til den selvynkende slipsedreng i Haag. Hjelm er kommet til at opfatte sig som en 'hub' - en person, der bare samler tråde og fordeler arbejdet, men ikke selv går i felten. Heldigvis træder han lidt i karakter i bogens slutning og retter dermed op på det vattede image.

Eksotiske lokaliteter underbygger stemningen

Som med de andre bøger i Opcop-serien skinner Arne Dahls rejselyst igennem i To mand frem for en enke. Især portrættet af Sverige, Italien og Kina står stærkt, mens Haag fremstår mere diffust. De eksotiske lokaliteter er ikke kun baggrundstæppe for handlingen, men er i sig selv med til at underbygge stemningen.

Informationstung dialog

Arne Dahl har bogen igennem et ubesværet og nuanceret sprog, og derfor springer det i øjnene, de enkelte steder, hvor han ikke har tiltro til læserens hukommelse og opfattelsesevne. For nok er bogen ret så lang og med lange kapitler, der retfærdiggør at forfatteren ind imellem må samle op og hjælpe læseren videre, men når man ved at Arne Dahl mestrer sproget bedre, skæmmer det læsningen med informationstunge dialoger som denne:

"Hvor længe har vi egentlig været her?" spurgte Jorge Chavez. "Over en måned, ikke?"
"Jo," sagde Espositio. "Og hverken du eller jeg tilhører Opcops kerne. Så normalt er vi kun i Haag fjorten dage ad gangen. For mit vedkommende ingen problemer, jeg er ungkarl, men hvad siger din kone, Jorge?"
"Jeg har fået specialtilladelse," sagde Chavez. "Ikke uden mukken, men dog specialtilladelse. Jeg tror nok, det hjælper med vores nye landsted uden for Gnesta ..."

Det er en mindre ting, men en årvågen redaktør ville nok fange, at der i citatet ovenfor har sneget sig et i for meget ind i Espositos navn, og et par sider længere fremme staves han med a.

Dejlig underspillet humor

Arne Dahls underspillede humor er blandt de gode varemærker, der adskiller ham fra mængden af krimiforfattere. To mand frem for en enke har et dystert tema, og derfor er det befriende med et comic relief midt i alt det sorte.

To mand frem for en enke er ikke den bedste i serien, men alligevel en velskrevet krimi med få skønhedsfejl. Arne Dahl er en rutineret og talentfuld forfatter, som formår at kombinere et spændende plot med et højaktuelt tema. Det bliver spændende at se, om Arne Dahl sender Paul Hjelm på pension og begynder et helt nyt krimiunivers efter to meget vellykkede serier om A-gruppen og Opcop.

Bogen er oversat af Anders Johansen.