The orientalist, solving the mystery of a strange and dangerous life af Tom Reiss

Biografi om den forunderlige aserbajdsjansk-jødiske forfatter Lev Nussimbaum, der på kamelryg flygtede ud i den kaukasiske ørken fra de russiske bolsjevikker.

Som senere transformerede sig til muslimsk prins med turban og daggert i Weimartidens Tyskland, hvor han blev en ombejlet eventyrer, orientalist og bestsellerforfatter i 20ernes og 30ernes Berlin. Og som endte sine dag i Italien, mens han desperate søgte foretræde for Mussolini, hvis biografi han ønskede at skrive!

The orientalist former sig som et medrivende historisk opklaringsarbejde, hvor Reiss blandt andre møder den retmæssige arving til det osmaniske rige i sit forsøg på at si sandhed fra fiktion og selviscenesættelse i fortællingen om ’den ideologiske Houdini’, Lev Nussimbaum og hans besynderlige skæbne.

’… I realized what it was that was so compelling about Lev: he believed he could invent his way in and out of anything – even confined in a tiny room watching his own body disintegrate, he still fights to enclose one more persona inside another, like living in Chinese boxes.’

Verden i brand

Lev Nussimbaum blev født I 1905 I Baku, Azerbaijan. Hans far var blevet rig på olie, mens moderen, der begik selvmord, tilsyneladende tilhørte de revolutionære kredse med tæt kontakt til Stalin!
Lev blev født samtidig med at det russiske imperium gik i knæ efter indre og ydre rystelser. Det gav usikre, farlige tider, hvor røvere og revolutionære hærgede og kidnappede rigmænds-sønner.

Derfor levede Lev isoleret fra den truende omverden på faderens storgods, hvor han slugte bog efter bog i faderens store bibliotek. Dette bidrog utvivlsomt til skabe hans drømmeriske, melankolske karakter, hans rige fantasi og store viden, men gjorde ham også sær og indadvendt og gav ham en blivende følelse af fremmedgørelse fra verden.

Han voksede op med et stort had til de kulturløse bolsjevikker som han bebrejdede al sin ulykke: moderens selvmord, de to gang han måtte flygte fra Baku, da faderen fik et tip om, at han stod på Lenins dødsliste, og destruktionen af den multietniske kaukasien.

Som så mange andre forfattere født i de sidste år af et døende imperium, skriver Reiss, idealiserede Lev den gamle verden, der gik under. Han var vokset op blandt efterkommere af korsfarere, bjergjøder og muslimske krigere, og hurtigt viste han sig, at have øre for gode historier.

På flugt gennem Orienten

Flugten fra den russiske revolution bragte ham gennem Turkmenistan, til emiren af Bukhara, der just havde genoplevet den middelalderlige tradition med at kaste fanger ud fra den store mineret, videre til Persien, hvor poesi og kunst, skal man tro Levs optegnelser, var vigtigere end ideologi og krig for indbyggerne.

Han blev på et tidspunkt uforvarende fanget i et slag mellem de hvide og de røde i Den Russiske Borgerkrig, og han overlevede alene på grund af sit mod, frækhed, kundskaber og levende fantasi, der gjorde ham i stand til at narre repræsentanter fra det frygtede Cheka.

Lev rejste videre til det årtusindegamle korsfareland Georgien, hvorfra han drog til Konstantinopel, hvor Osmannerigets fald havde kastet landet ud i revolution og borgerkrig. Han konverterede til Islam, som han var begyndt at opfatte som et modstykke til vesten, revolutionsstormene og de intolerante ideologier. Han så fascisterne marchere i Rom og troede, at kommunisterne havde taget magten der også.

Han kom til det russiske eksilcentrum Paris, hvor han ikke fandt sig til rette, inden han og faderen, der nu havde mistet de fleste af sine penge efter bolsjevikkerne havde sat sig solidt på magten og den kaukasiske olie, drog til Tyskland, hvor Lev begyndte på det russiske gymnasium. Samtidig hermed og i skjul indskrev Lev sig under navnet Essad Bey på universitetet, hvor han studerede orientalske sprog.

Orienten i Berlin

Han blev skribent med speciale i Orienten for ’Die Literarische Welt’ hvor han skrev politiske analyser og debuterede som 24 årig som forfatter til bogen Oel und Blut im Orient (Blood and Oil in the Orient). Og frem til sin død som bare 36 årig udgav han 16 bøger, der omfattede historiske værker, biografier om Stalin, Zaren og Muhammed blandt flere og så skønlitterære værker, hvor romanen Ali and Nino er hovedværket.

Det er en historie om et kærlighedsforhold mellem en muslimsk aserbajdsjansk dreng og en georgisk pige i Baku i årene 1918-20 (udgivet under navnet Kurban Said for at bogen kunne udkomme i det nu Nazi-styrede Tyskland).

Lev/ Essad Bey blev centrum for stor opmærksomhed på de berlinske cafeer med den aura af østerlands mystik, han spandt om sin person: den farverige, eksotiske udklædning, den intenderede kaukasisk-tyske dialekt og de spændende historier og eventyr fortalt med sarkasme og humor.

Han blev kritiseret fra højre og venstre - og fra muslimer, der mente, at han fremstillede et fortegnet erotiseret billede af den orientalske kultur, og at han som jøde udgav sig for at være af muslim med kongeligt blod i årene, var kun nok et bevis for jødens forræderiske karakter. Al polemikken forøgede kun opmærksomheden og salget af hans bøger.

En anden til det sidste

Han fik mulighed for at slå sig ned i USA men afslog, var hovedperson i et celebert skilsmissedrama, slog sig ned i Wien, indtil Anschluss i 1938 nok engang sendte ham på flugt – nu til Italien, hvor han fattig og plaget af ubeskrivelige smerter fra en sjælden blodsygdom skrev videre i et sidste arbejdsraseri i en tåge af opium og hash.

Det er en utrolig historie Tom Reiss har gravet frem om en i dag næsten ukendt forfatter, der nægtede at indordne sig de totalitære ideologiers grusomme ensretning, men som drømte/digtede sig ind i en anden verden, hvor han kunne være en anden og hvor litteraturen, Orienten og Islam i dens mest idealisede form, udgjorde et tolerant og kulturelt alternativ. Et kort men intenst liv, der bragte ham gennem tidens brændpunkter.

Historiske purister vil sikkert have et problem med den dramatiske, litterære form og inddragelsen af forfatteren selv. Men min indsigelse mod en ellers fornem fremstilling går mere i retning af et ønske om, at Tom Reiss havde brugt mere plads på at gennemgå Lev Nussimbaums/Essad Beys/Kurban Saids værker for på den måde formentlig at være kommet tættere på det indre liv, der måtte røre sig bag den omskiftelige maske af selvbevidst iscenesættelse.