Smertens vej nr. 11 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Alt om min mor

En sag om misbrug og selvtægt fører Dave på en smertelig og brydefuld færd op ad Via Dolorosa i jagten på sandheden om moderens forsvinden.

’Alderen har kun bragt mig få gevinster, men en af dem har været en vis grad af ydmyghed, i hvert fald tilstrækkeligt til, at jeg ikke længere føler mig tvunget til at føre mit eget synderregister, men kan overlade den forfærdelige byrde til en højere magt’

Regrets

Blues sangerinden Letty Labiche sidder på dødsgangen og afventer at blive henrettet for mordet på den mand, der misbrugte hende og søsteren Passion Labiche, da de var børn.

Det er en sag, der i den grad plager Dave, for allerede dengang nærede han mistanke om at’elektrikeren’, som Vachel Carmouche bødlen i Angolas statsfængsel blev kaldt, forgreb sig på tvillingeparret.

Men det var i en af de perioder, hvor Dave adlød sprit-ormene i maven og konstant fyldte sig med iskolde Jax og ravfarvet whiskey, hvorfor han ikke havde modet eller autoriteten til at sætte sig op på den høje hvide hest, og gribe ind over for en kollega som den afstumpede Vachel Carmouche jo var.

Men nu da henrettelsen står for døren, og den godhjertede men populistiske guvernør, ikke, som sagen står, kan finde belæg for benådning af Letty, giver Dave sig til at rode i det gamle sår. Og der er noget, der ikke helt stemmer, for hvis Letty slog Carmouche ihjel med en tung hakke, hvordan kan der så være blodstænk helt oppe i loftet?

There will be blood

Opklaringen af det otte år gamle mord giver samtidig lejlighed til at fortælle Labiche-slægtens tragiske historie: De var efterkommere af, hvad man før borgerkrigen kaldte frie slaver, der selv ejede et teglværk og slaver, som nådesløst blev unyttet. Men nordstatsstyrkerne frigav slaverne og brændte grunden ned til jorden, og sidenhen har slægtens historie været forbundet med fattigdom, rufferi, druk og selvmord.

Da Dave og Cletus særdeles hårdhændet afhører en alfons, røber denne kendskab til Daves mor og en viden om, hvad der hændte hende. Han påstår, at hun de sidste år af sit liv havde været prostitueret, og måske blev likvideret på grund af noget hun havde overværet. Da Dave naturligt nok ønsker at følge sporet, mødes han overalt af modvilje og tavshed. Det bliver stadigt mere uklart, hvem der lyver, fortier eller taler sandt.

This time it’s personal

Også på andre måder bliver det dybt personligt. To andre brikker i puslespillet: Den usympatiske og sjofle karriere-politimand Jim Gable og Louisianas statsadvokat Connie Deshotel kender begge Daves kone Bootsie fra tidligere. Og så dukker en intelligent, men sindsforvirret lejemorder gentagne gange op på Daves grund og tilbyder sin assistance, mens ’næsehornet’ Cletus indleder et forhold til Passion Labiche.

Fortid og nutid hører sammen – hvordan, må man selv finde ud af ved at læse bogen.

He’s back on track

Efter solnedgangsekspressen, som, jeg syntes, hørte til en af de lidt svagere bind i serien, som manglede nerve, er Smertens vej derimod elektrisk ladet med spænding, betydning, alvor og flænsende lyn over sumpenes grumsede vande.

Bogen er fornemt oversat af Søren Vinterberg, der også oversatte det foregående bind. Men altså, når nu Alafairs trefodede vaskebjørn igennem de foregående mange bind har heddet Trefod – hvorfor så pludselig ændre det til den engelske Tripod? Den er jeg ikke med på. Og så for lige at være pedantiske så hedder avisen i New Orleans ikke Times-Piscayune som der står, men Times-Picayune.

Et sidste lidt sjovt kuriosum er det, at Alafair, Daves datter, der nu går i Highschool, i romanen giver sig i kast med at forfatte kriminalromaner. For i virkelighedens verden er James Lee Burkes yngste datter, der også hedder Alafair – Burke, nemlig en efterhånden succesfuld kriminalforfatter med flere udgivelser bag sig.