Skyggezone af Arne Dahl
Arne Dahl er tilbage i Stockholm med første bind i en ny strammere og mere konventionel krimiserie.
Slanket krimi
Efter fire meget ambitiøse bind med den europæisk politigruppe, Opcop, med base i Haag, er Dahl nu vendt tilbage til der, hvor det hele startede: i den svenske rigshovedstad, Stockholm.
Der er dog tale om et nyt, men i forhold til Opcop-serien, langt slankere persongalleri hovedsageligt bestående af Manden og Kvinden i skikkelse af Sam Berger og Desiré Rosenkvist.
Sam er en for så vidt mere traditionel hovedperson, end vi er vant til fra Arne Dahls pen: Sam Berger er en fraskilt, plaget midaldrende efterforsker med en passende excentricitet for Rolex-ure og tidens mange irgange.
Deer (Desiré) er Sams kvindelige modstykke og genrebeviste sidekick, mens chefen og karrieremageren Allan, som det jo er med politichefer, giver meget lidt for Sams indfald, intuition og mange irregulariteter: en moderne efterforskningsenhed har hverken brug for ensomme ulve eller løsgående og oppumpede egoer.
Sam og Deer skal forsøge at finde en 15 årige pige, der har været forsvundet i tre uger, en pige,som Sam gruer for, er det seneste offer for en seriemorder og trickster af professor Moriarty-snittet.
Historien åbner lige på og hårdt med en voldsom politiaktion mod gerningsmandens formodede gemmested, mens regnen siler ned i tykke apokalyptiske-true detective-stråler og hemmelig rum og lumske fælder lurer i det tætte rovdyrsmørke.
Det dahlske fingeraftryk
Det er som nævnt en mere traditionel og mere ligefrem krimi med færre handlingstråde og personer at holde rede på end i Dahls seneste firebindsserie. Arne Dahl er en dygtig plotmager, og han holder fermt spændingen romanen igennem.
Selvom plottet således er stramt styrende, er der stadig plads til de karakteristiske dahlske fingeraftryk: den for plottet tilsyneladende irrelevante og forvirrende åbning; de små metabevidste kommentarer; de litterære krummelurer; uventet, nørdet fakta om verdens opbygning; og det underfundige pingpong hovedpersonerne imellem. Og så tilsættes det alt sammen en fortællers særligt svenske samvittighedskvaler over fremtidssamfundets lurende inhumanitet.
Det fungerer helt gnidningsløst, og mon ikke også Arne Dahl også vil finde endnu flere læsere med denne kortere og mere ligeud-ad-landevejen-krimi?
