Mistanke om vold af Dror Mishani

krimi

Mørk, lavmælt og meget velfortalt kriminalroman om uhyggen i familiens skød. Andet bind i serien med den israelske efterforsker Avraham Avraham tager tråden op fra det foregående bind ’Din nabos søn’.

Den israelske krimiforfatter og litterat med speciale i kriminalromanens historie har igen skrevet en rigtig god roman, hvor efterforskning og psykologisk dybdestudie går op i en højere enhed.

Tilbage i Tel Aviv

Avi (Avraham Avraham) er tilbage i den stille Tel Aviv forstad Holan efter at have været på ferie i Bruxelles med sin nye kæreste Marianka. Da Avi forlod Israel, vidste han ikke, om han ønskede at komme tilbage til sit arbejde, så hårdt havde sagen om den forsvundne dreng taget på ham.

Avi, der ellers læser bunkevis af kriminalromaner for at se om han kan finde fejl hos de fiktive detektiver, havde selv begået fatale fejl og truffet forkerte beslutninger med tragiske følger og for ham traumatiserende konsekvenser. Nu opsat på ikke at overse væsentlige detaljer bliver han kastet ind i opklaringen af en sag om en efterladt kuffert indeholdende en attrapbombe stillet op ad en vuggestue, hvor til kommer en anonym opringning med beskeden om ’at bomben kun er begyndelsen’.

At komme bag personernes fremtræden

En mand, der opfører sig besynderligt ved gerningsstedet, bliver anholdt for snart at blive løsladt igen. Lederen af børnehaven afviser bryskt, at hun skulle ligge i strid med nogen, men personerne og tingene er ikke, som de tager sig ud.
Mistanken falder i stedet på en far på flugt med sine to drenge; har han noget at gøre med kufferten, eller er det en anden og mørkere hemmelighed, der ligger bag hans planlagte flugt/rejse?

Der er mange dunkle anelser, besynderlige opførelser og foruroligende hændelser, som Avi må sætte sammen for at opklare sagen, få professionel genoprejsning og sone sin følelse af skyld, som han slæber med sig fra sidste bog.

Der er ligeså meget, om ikke mere, det indre som det ydre drama, der fylder siderne i Mishanis bøger: vi hører hverken om palæstinensiske selvmordsbombere, Intifadaen eller de ulovlige bosættelser. Her på tryg afstand af det stor politiske drama, kan Mishani dvæle ved det ’lille’ familiedrama: svigtet, løgnen og overgrebet, der fører til vold og uoprettelige forbrydelser.
Og samtidig giver det ham mulighed for på afdæmpet, psykologisk realistisk vis at udrede dramaets bagrund og historie.

Dror Mishani skriver i et behersket, antydningsfuldt og indlevende sprog om personerne, deres historie og skjulte, men dybe indre liv.

Mistanke om Mord. 296 sider
Fornemt fordansket af Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner
Udkommer i dag på Gyldendal

Læs her et engelsk interview med DrorMishani på krimibloggen krimi-couch.de hvor forfatteren blandt andet giver sit bud på, hvad der karakteriserer en god kriminalroman:

‘A good crime novel is a novel that cares for the fate of all its characters – the victim, his/her family, the witnesses, the criminal itself; It’s a novel that understands that a crime is always also an emotional drama and often an emotional tragedy – and again, for the victim but often also for the criminal.

A good crime novel knows that the roots of the crime are always deep (within society as well as within the criminal’s biography), that it didn’t start a day or two before it happened and that it’s consequences will exist in the world long after the criminal is caught.

A good crime novel is always about pain. And it always has a detective that sees – or at least tries to see – all that. A bad crime is the opposite.’