Mig vil nok tale pænt af David Sedaris

Sedaris små fortællinger fra eget liv er gennemsyret af absurditet og skæv komik, især bogens første del er stærkt lattervækkende.

*Min bror siger høfligt nok ma’am og sir til alle fremmede, men omtaler venner og familie, sin far indbefattet, som enten ’bitch’ eller ’motherfucker’.
Venner bliver rystede over hans måde at tale til sin eneste tilbageværende forælder på. Engang kom de sammen på besøg hos min søster Amy og mig i New York City, og det fejrede vi med et middagsselskab.
Da min far beklagede sig over ømme fødder satte Kamphanen sin tol-iters flaske Mountain Drew fra sig, tog en nævefuld højreb ud af munden og sagde: ’Bitch, du skal bare have de røvsyge knyster høvlet ned, skal du. Men det shit kan du ikke gøre noget som helst ved her i aften, så bare op med humøret, motherfucker.'
Alles blikke var rettet mod min far der blot klukkede og sagde: ’Ja det kan du vist have ret i’.

Sedaris skåner hverken sig selv, sin familie eller det omgivende samfund i sine historier, alle spiddes de med samme sylespidse ironi. Historierne i ’Mig vil nok tale pænt’ falder i to dele: den første omhandler opvæksten i Raleigh, North Carolina, i en søskendeflok på seks; mens den anden del omhandler et længerevarende ophold i Frankrig.

Familien Sedaris

Sedaris senior er en temmelig egenrådig ingeniør med fikse ideer, bunker af rådnende mad gemt i alle skuffer, en uforlignelig evne til at dræbe alle mysterier med utroligt kedsommelige udregninger og endelig nogle helt umulige ambitioner på sine børns vegne.

Moderen virker blottet for al sympati og bevæger sig rund med en askesky af eder og forbandelser svævende om hendes kyniske hoved. Søsteren Gretchen er en verdensfjern æterisk kunstnertype, mens søsteren Amy med gennemført pokerfjæs konstant bringer andre i forlegenhed. Broderen Paul, alias Kamphanen, er en gnom med rottweilertemperament og gangsta-attitude.

Og så er der endelig hovedpersonen selv, Davis Sedaris, en mildest talt lad, good-for-nothing-type med sære interesser og en begyndende smag for speed, mænd og rollen som kontrær avantgarde-kunstner.

Sedaris har ført dagbog siden 1977 og iagttagelser og optegnelserne herfra udgør kernen i de absurde optrin med overskrifter som Genetisk ingeniørkunst, Fars præmiepige og Hulkort i hovedet.
Situationer og beskrivelser drejes, vendes på hovedet og overdrives indtil det absurde, og der er sjældent megen fornuft eller råd at hente i dem.

Blandt de bedste kapitler er Sedaris fremstilling af sine spæde forsøge ud i kunstverdenen, ud i undervisningen og så den om det mærkværdigt tætte forhold mellem de to ulige enheder, broderen og faderen.

Fransk farce

Anden del af bogen retter blikket mod Frankrig og derved indirekte på USA, amerikaneres måde at agere på i udlandet, fordomme, der ofte bekræftes begge veje, kampen for at lære fransk, og så en klassisk hoven sproglærer, der grangiveligt nærer en stærk modvilje mod USA og i særdeleshed mod Sadaris: ’Du udmatter mig med din dumhed og belønner kun mine anstrengelser med smerte, er det forstået?

Sedaris evner at fortælle skæve anekdoter med underlige sammenstillinger og farverige og ofte utiltalende personer, hvis særlige måde at tale på, teksten loyalt videregiver. Tingene overgår ligesom hele tiden bare personerne, og det er meget picaresk med perspektiv fra neden.

Sedaris stil er hans egen, men minder mig dog alligevel lidt om Frank McCourts, bare grovere og måske en anelse mere tvungen i bestræbelserne på at fremkalde et godt grin. Sedaris bøger, vil jeg tro, må egne sig godt som højtlæsning og fremføring.

Jeg var godt underholdt i store dele af læsningen, men jeg vil foreslå, at man kun læser et kapitel eller to ad gangen og ikke læser ud i en køre, for så fremstår virkemidlerne nok lidt for tydelige og latteren for ensformig.

Mig vil nok tale pænt af David Sedaris
Oversat af Jakob Levinsen
Hr. Ferdinand