Liv og skæbne af Vasilij Grossman

I sit noget oversete storværk udfolder Vasilij Grossman med forbillede i Tolstoj en skræmmende,
rystet og foranderlig verden i tiden op til, under og efter slaget ved Stalingrad.

Bogen handler i sin essens om forholdet mellem totalitær ideologi og det enkelte menneske - om det skrøbelige menneskelegeme, der bliver klemt af den kolossale stat. En eminent indføring i totalitarismens rædsler.

En total-verden i totalitarismens tid

Den russisk-jødiske forfatter, kemiingeniør og krigskorrespondent, Vasilij Grossman, hvis værk nu er blevet genudgivet i Rosinantes Klassiker-serie, lader i sin bogs henved 1000 sider et utal af stemmer komme til orde, som de store russere jo ofte har for vane.

Høj og lav, civile og menige soldaters stemmer på russisk såvel som tysk side blander sig mellem højtdekorerede generaler, politiske kommissærer, kz-fanger, jøder, Generalfeltmarskal Von Paulus, Eichmann, Stalin og Hitler med mange flere.

Ambitionen er at skabe et totalværk, der indfanger en helt verden af hver især unikke individer i en tid, hvor afhumaniserede masseideologier ellers går deres blodige sejrsmarch.

Frihed og fortabelse

I centrum af fortællingen befinder sig den intellektuelle-jødisk-russiske Strum-familie, som vi følger gennem flere generationer, og om hvilken der et sted så rigtigt står: Alle utilpassede, altid plaget af sorger, hemmelig smerte, tvivl, håbende på lykken.

Viktor Strum er en berømt fysiker, men en egentlig ikke specielt tiltalende personlighed. Han har dog det forsonende træk, som skal bliver hans møllesten om halsen, at han ikke kan vare sin mund eller tænke strategisk i forhold til de skiftende ideologiske vinde og dermed forbundne magtforhold. Modsat de fleste af de andre mere følgagtige opportunister på arbejdsplads.

Det er farligt i et paranoidt-stalinistisk-stikkersamfund, hvor revolutionen allerede har slugt sine egne partitro børn i surreelle skueprocesser, og hvor krigen mod den tyske værnemagt kræver entydig loyalitet over for en stalin-dikteret russiske nationalisme, der ikke adskiller sig voldsomt fra den tyske i sin hævngerrighed, lynjustits og bestialitet.

Frihedslommer

Under den tyske invasion åbner sig lommer af frihed fra det kvælende stalinistiske åg, men den ’løsslupne’ stemning, den frihed, som nogle tager sig ved at blotte deres utilfredshed eller blot ved at tillade sig at være selvstændige, skal der siden betales dyrt for, når Stalins farisærer gør regnskabet op.

Stalingrad bliver i bogen både noget helt konkret og samtidig symbolet på noget nyt: det er vendepunktet i krigen, genoplivelsen af den første revolutionære ånd, billede på den brutale overlevelseskamp, den russisk patriotismes arnested og det ildevarslende tegn på en fremtidig aggressiv-imperialistisk-kommunistisk verdensorden.

Ideologierne dehumaniserer mennesket

Det er Grossmans pointe, at ideologierne og revolutionerne udført i deres navn fejrer alle moralske skrupler til side og derved dehumaniserer og automatiserer udrensninger, forhør, tuns-tunge løgne og ydmygende hykleri.

Dog bevares der i flere af personerne en rest af endnu ufordærvet menneskelighed og integritet, som ikke lader sig tie af den efter behov veltilrettelagte korruption: smiger, trusler, spil på angsten for fortabelse eller ønsket om flugt fra samvittighedens stemme i den totale underkastelse.

Grossman er eminent til at skildre disse personernes hjerteskærende, indre kamp for at bevare de i marxismen afskrevne borgerlige dyder som integritet, hæderlighed og derved frihed i en ufrit samfund, hvor den totale stat ikke skyer nogle midler for at nå sine mål.

Det er forbandet svært om ikke ligefrem umuligt - og når der må strækkes våben bevares asken i munden som en evig påmindelse om ydmygelsen og nederlaget.

Nødvendigt vidnesbyrd

Grossman er som Søren Villemoes bemærker i det udmærkede forord ikke nogen stor stilist. Fortælleren afbryder gerne sine personer midt i en handling for at give den helt rette fremstilling af en sag, en filosofisk pointe eller fronternes bevægelser. Ligeså er der noget til tider teatralsk over Strum-familiens affekterede skænderi.

Men det til trods løber der gennem hele historien en blotlagt nerve, en modenhed og en livsvigtig nødvendighed, der smyger sig uden om romantiseringer og lette entydigheder – godheden er ikke fuldstændigt udraderet af ideologien, men viser sig i pludselige og ofte uventede former.

Det kan lyde som et banalt imperativt, at det enkelte menneskes værdi og frihed skal stå over staters-og politiske ideologiers interesse, men det bliver det ikke, når det bliver udfoldet med så stor en dybde og kompleksitet, som Grossman er i stand til at gøre det.

Liv og skæbne (Rosinantes Klassikerserie) af Vasilij Grossman
979 sider
oversat fra russisk af Ole Husted Jensen