Krimimesse 2011

krimi

På en solbeskinnet søndag tog Horsens Statsfængsel varmt i mod krimientusiaster i alle aldre. Der var i år et rekord stort fremmøde ikke mindst fordi mange børnefamilier valfartede til krimiland således også min kæreste og jeg – dog uden børn.

Vi havde på forhånd udvalgt de interview/foredrag vi ville høre. Dagens første af slagsen bestod i en samtale mellem Niels Lillelund (journalist på JP, krimiforfatter m.m.) og krimianmelder Bo Tao Michaëlis om kriminalitet i New York i litteraturen og i virkeligheden med baggrund i Lillunds bog om New York, Gotham City. En spændende samtale der kom vidt omkring i den amerikanske krimis mange kringelkroge.

Næste punkt var paneldiskussion mellem Lene Kaaberbøl, Susanne Staun og Kristian Ditlet Jensen i samtale med Jesper Stein Larsen fra JP om krimiens styrker. Uvist af hvilke årsager dukkede Ditlev Jensen ikke op, hvilket skabte nogen forvirring.

Lene Kaaberbøl svarede beredvilligt på Stein Larsens spørgsmål, mens Susanne Staun virkede som en, der helst havde været fri for at deltage. Det var noget af en opgave for Stein Larsen at vriste svar ud af den tilknappede og uengagerede Staun. Det, der skulle have været en paneldiskussion, blev mestendels en samtale mellem Kaaberbøl og Stein Larsen. Ærgeligt. På papiret lød det ellers spændende. Nå op af stolene og videre.

Jannik Lund interviewede en veloplagt Gunnar Staalesen om dennes seneste bog Vi skal høste vinden og om den videre fremtid for den gennemgående figur, detektiven Varg Veum, der efterhånden har mange år på bagen. Norske Staalesen kunne bero tilhøreren med, at hverken han eller Veum har tænkt sig at gå på pension lige foreløbig.

Ud af fængselslokalernes kolde mure og ud i bagende sol til frokost, is og kaffe. Således fyldte af mad og sol strøg vi ind igen, så vi kunne nå at høre Steffen Larsens samtale med Lene Kaaberbøl om dennes nyeste bog Kadaverdoktoren.

En samtale der drejede sig om, hvor ideen til denne historiske krimi stammede fra og blandingen af historisk og medicinsk research med fri digterkraft. Kaaberbøl sprudlede af fortællerglæde og engagement. Hun kunne afsløre at fortsættelse på kadaverdoktor følger i hvert tilfælde i to bøger mere.
Sidste punkt på dagsordenen viste sig at gemme på dagens oplevelse. Den tidligere chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen holdt et virkelig spændende og velstruktureret foredrag om PET, CIA og FBI. Deres historie, udvikling og samarbejde krydret med velvalgte anekdoter om nogle af personerne bag efterretningstjenesterne. Bonnichsen havde tilskuerne i sin hule hånd og kunne sikkert have talt i timevis om emnet, hvis han havde fået lov.

Således opløftet vendte vi fængslet ryggen og drog hjemad. Men næste år står vi igen udenfor fængslets porte og vil ind ”… You can check out anytime you like, but you can never leave…”