Kong Salomons tempel i Berlin af Joseph Roth

Af Joseph Roth
Joseph Roths niogtyve små kondenserede reportager fra 1920ernes Berlin puster liv i en verden af i går med hjemløse, bohemer, tyve, knejper og den nye tids mageløse forlystelser

"Denne hjerteløse, fortravlede by, hvor alt skal tjene et nøgternt formål, og hvis følelsesudtryk så ofte nærmer sig kitsch."
Den østrigske forfatter Joseph Roth (1894 – 1939) er efter nylige oversættelser til dansk af tre af hans værker (Job, Leviathan og Kong salomons tempel i Berlin) igen aktuel efter i mange år at have henslumret i glemsel. Det har forlaget vandkunsten heldigvis rettet op på, for Joseph Roth er stadig værd at læse.

Drevet af fattigdom og forfatterambitioner forlod wienerdandyen Joseph Roth i 1920 ruinerne af et rige, der ikke længere eksisterede, det Østrig-Ungarske kejserrige, og drog modvilligt til den ny tids buldrende metropol Berlin, som i 20ernes Europa blev selve udtrykket for den moderne tid.

I den jødisk fødte Roths reportager fra Berlin mærker man hele tiden en dobbelthed af fascination og besyngelse af det modernes frembringelser såsom skyskrabere, automobiler og film, samtidig med at han er særdeles kritisk overfor den medfølgende og omsiggribende kommercialisering og pervertering af altings værdi. Roth er, som mange af de personer han beskriver og sympatiserer med, en hjemløs, der ikke kan finde sig til rette og komme overens med den moderne verden. Han længes mod en verden og nogle normer, der er sunket i grus.

Vi kommer vidt omkring i Berlin og møder blandt mange andre: hjemløse og fæderlandsløse soldater, underverdenens ukronede konger, prostituerede og jøderne i ghettoer; vi er både til valgkamp, til seksdagsløb, i varehuse, på badeanstalter og på lurede knejper og på bohememødesteder, hvor berømtheder som Walter Benjamin, Bertolt Brecht og Elias Canetti flokkes, og hvor Roth i de røgfyldte og larmende omgivelser sad og skrev.

Roth skriver og beskriver med en let, poetisk og ironisk pen, så det er en fornøjelse at læse de små snapshots fra Berlin. Det bliver et tidsbillede af byen fra før nazisternes magtovertagelse. De glimrer for øvrigt næsten ved deres fraværd i teksten. Kun enkelte gange nævner demokraten og humanisten Roth dem og det hver gang med en vis ophøjet ligegyldighed.

Noget af det første nazisterne gjorde, da de kom til magten var at tage fat på Berlin, byen, der med sine udskejelser, skørlevned og frisind for nazisterne havde symboliseret det ultimative degenerede og dekadente fjendebillede, som de revolterede mod.

På et tidspunkt spøger Roth retorisk, hvor syndfloden mon bliver af som svar på de babelstårnlignende skyskrabere og det afsakraliserede og profitstyrede, moderne liv. Få år efter i 1933 ramte den nazistiske syndflod, og Roth måtte i eksil dulme sin fortvivlelse med store mængder alkohol, og han døde i 1939 kun fireogfyrre år gammel.

Udover de førnævnte værker af Joseph Roth forefindes hans store roman om det østrig-ungarske riges storhed og fald, Radetzkymarch også på dansk.