Kampzonen – Min bror, Østtyskland og hadet af Ines Geipel

Tyske Ines Geipel går psykoanalytisk til værks, når hun fletter familiens historie og Østtysklands historie sammen til én urovækkende fortælling om fortielser, fortrængninger og frygt.

Tre generationers fortrængning

Gennem en nutidsramme, hvor forfatteren våger over sin døende lillebror, ledes læseren rykvis tilbage i tiden til de mange lig i familiens og den østtyske stats skabe.

Ines’ bror, Robby, var kunstner og fotograf, og det er hans billeder, gemt i skotøjsæsker, der fungerer som motorer for Ines fortælling og de forskellige nedslag i fortiden.

Fortidens vold og fortielser går som et ledemotiv igennem hele historien og udgør også en forklaring for nutidens højredrejning i Østtyskland. Og Ines har i den grad fortidens spøgelser helt tæt på kroppen, idet begge hendes bedstefædre var aktive i SS under 2. verdenskrig, mens faren var terroragent for STASI.

Det er det indre tryk, mørkekammeret i hovedet, som hun kalder, det, der optager Inés. For hvad gjorde det ved bedstefædrene og familierne, at de fra den ene dag til den anden måtte skjule deres SS fortid og istemme lovprisninger af den nye kommunistiske stat, mens de hele tiden frygtede, at fortidens ugerninger skulle komme op til overfladen?

Sprækkerne i dobbeltlivet og i regimets propaganda-løgne tilsmudser den næste generations selvbillede og generer selvhad, vold og truende tavshed.

Det er et samfund uden plads til sorg og heling, hvor genforeningen efter murens fald sætter to nationer sammen med hver deres fortids-og skyldsopfattelse: Vesttyskland overfører Holocaust som identitetsmarkør på det genforenede Tyskland, hvilket Østtyskerne står uforstående over for, idet de er opdraget med læren om, at nazismen i øst var et kapitel, der blev lukket i 1947.

Vold avler vold, der avler vold …

Nynazismen i øst bærer volden videre, og den vokser sig stor lang tid før murens fald. Det er en protestbevægelse der i apati og lede griber tilbage til bedsteforældrenes følelse af overlegenhed og magtbrynde. Men det er en pinagtighed for regimet, og derfor forties og neddysses nynazismen.

Fortællingen blotlægger den østtyske stats myter og det nye genforenede Tysklands manglende straffeopgør med et kommunistisk nomenklature, der relativt ubesværet skifter ham og finder nye hjem i Dubai eller Shanghai.

Personer uden klare ansigter

Ines Geipel lader fint formede skønlitterære passager støde sammen med en meget nøgtern, analytisk og intellektuel tilgang, hvor citater og brudstykker fra forskellige forskere sætter beskrivelserne i relief. Broren, Robby, siger om søsterens skrivestil, at personerne ikke har klare ansigter, men man selv er nødt til at danne dem.

Måske er det også en mangel ved bogen, at den gør personerne til typer, der kun skitseres, og derefter bruges som repræsentanter for Homo Germanicus i øst. Jeg havde gerne læst mere indgående beskrivelser af familielivet, og i sær om faderen, der brugte børnene som øvelsesdukker, når han ikke var på mission i Vest!

One Size fits all

Den ellers velovervejede og analytiske tilgang, synes jeg, lider skibbrud, når Ines i nutiden moraliserende konfronterer sine tidligere bekendte i øst med deres støtte til højrefløjen og AFD, som hun i en let håndbevægelse afskriver som fremmedhadske populister formet af det manglende østtyske selvopgør.

Er det ikke for nærsynet og simpel en analyse? Er det ikke (også) udtryk for en global bevægelse, hvor nationalistiske skeptikere vender sig mod årtiers globalisme, som de mener har efterladt dem fattigere og med en anderledes befolkningssammensætning? Er det ikke en legitim politisk pointe, som kan imødegås med argumenter? Nå, men det aspekt er helt fraværende i bogen.

Der er meget godt at fremhæve i bogens afdækning af paradokser og hykleri i det moderne Østtysklands historie, men Ines overbevisning om den psykoanalytiske metodes ufejlbarlighed virker til tider arrogant og mærkelig tonedøv, bogens emne taget i betragtning.

Det er som om, hun vil tvinge østtyskerne op på briksen, så de kan forløses for al blændværk og indbildning og blive til gode, oplyste tyskere som hende selv. Hendes bror ,Robby, forsøger hun at tvinge til at læse faderens sagsmappe, og da han på hendes insisteren svarer, at hans fortrængninger måske også har sin egen funktion, skriver hun nedladende, at ’Robby var begyndt at bygge sit eget skjold’.

Så selv om man kan se klart med det ene øje, kan man altså godt have en bjælke i det andet.