In Treatment produceret og udviklet af Rodrigo Garcia

Det er utroligt at en tv-serie, hvor den ydre handling stort set er fraværende, kan føles så intens, dyb og fængslende, at man bare må se det næste afsnit. Sådan er det med In Treatment.

Den amerikanske tv-kanal HBO udspyr den ene kvalitetsserie efter den anden: The Sopranos, Mad Men, Deadwood, The Wire og Boardwalk Empire (den sidste har jeg endnu til gode). De står også bag In Treatment, der er produceret af Rodrigo Garcia.

Serien er en vovet satsning for producenterne såvel som for skuespillerne.

Det er det, når man betænker, at det, der bærer serien stort set alene er de skarpe dialoger og skuespillernes evne til at smelte sammen med deres roller og derved give de fine og troværdige psykologiske portrætter af nogle mennesker, der alle befinder sig i en eller anden form for krise.

Plottet er ret ligetil: vi følger psykoanalytikeren Paul Weston (eminent spillet af Gabriel Byrne) gennem hans arbejdsuge frem til fredag, hvor han selv går i terapi hos kollegaen Gina for derved at bearbejde ugens terapisamtaler og forsøge at redde stumperne af sit skrantende ægteskab. Det er de samme personer vi møder hver uge, samme tid i Pauls konsultationsværelse.

Seeren er fluen på væggen i disse fortsatte samtaler mellem patient og terapeut, og følger skridt for skridt udviklingen eller manglen på samme.

Patienterne er intelligente, velformulerende, men også kontrolfikserede mennesker, med paraderne oppe, der viger udenom og laver krumspring og derved strækker Pauls terapeutiske evne til det yderste. Vi er langt fra klicheen om chaiselongen og den-alt-forklarende moderbinding.

Kameraret panorerer over ansigterne og kroppene, og man ser så de små ændringer i personernes ansigtsmimik: den pludselige trækning, de små, ubevidste overspringshandlinger og tics.

Vi følger de ofte skarpe udvekslinger, udfald, og lige pludselig opstår der en åbning, hvorved vi og Paul får et indblik i det drama, den afgrund af angst, mindreværd og forkvaklede følelser som personerne er spundet ind i, eller måske nærmere selv har spundet sig ind i.

Det er meget stærkt, og Gabriel Byrne er intet mindre en fænomenal i rollen som psykoterapeut. Han er på en gang meget sympatisk, empatisk, intelligent, lidt genert og melankolsk i rollen som terapeut.

Men uden for terapiværelset kan han samtidig også være meget dominerende og bastant, ufrivilligt afsløre sit intellektuelle mindreværd, opfarende og vise sig hæmmet i sin livsførelse af den konstante selv- analyse.

Der er ikke noget hastværk, men derimod en tid til at lade dramaerne folde sig ud lidt efter lidt, og en tid til intelligent samtale.

Det kan næsten virke som en lise i en ellers stakåndet (tv)verden af hutigt glemte breaking news, ulideligt forlorne værter og ligegyldigt småsludder serveret som eviggyldige sandheder.

Med andre ord: serien anbefales på det kraftigste mod akut tv-forstoppelse, sure opstød og petitesse-allergi.