Hinsides tavsheden af Philip Kerr

Viden er en ladt pistol på den franske Riviera i 1956.

Dagene på Den Franske Riviera

Bernie Gunther nærmer sig de 60 og lever nu et tilbagetrukket liv under falsk identitet som receptionschef på den dejlige Franske Riviera. Dagene går kedsommeligt afsted med at servicere turister, at spille bridge og læse.

Et trivielt liv så langt væk man kan tænke sig fra krigenes stålstorme, Katyn-skoven og de kroatiske udryddelseslejre, som Gunther besøgte i det foregående bind i serien, Kvinden fra Zagreb.

Men hvis man tror at Bernie endelig har fundet gammelmands ro og små lette glæder under den franske sommersol, så gør man regning uden den bitre berlinske vicevært, for bogen åbnes med Bernies mislykkede selvmordsforsøg efter at hans kone Elisabeth har forladt ham, og nu er vendt tilbage til et Berlin, der for ham er lukket land.

Spillet

Den evige overlever overlever, selvfølgelig, men det kontemplative liv får en ende da den berømte spion-forfatter med mere W. Somerset Maugham inviterer Gunther med over i sin pragtvilla til et spil bridge – det perfekte spil for mennesker, der har noget at skjule – og det har de naturligvis alle som en, og som handlingen skrider frem rasler skeletterne formeligt ud af skabet.

Den homoseksuelle Somerset Maugham bliver afpresset med nogle ganske artige billeder, og forfatteren til Ashenden – den hemmelige agent ønsker, at Gunther skal agere som mellemmand.

Fortidens tilsynekomst

Gunther er nok færdig med fortiden, men fortiden er tydeligvis langt fra færdig med ham, og den stikker sit fæle krigsforbryder ansigt frem i skikkelse af Somerset Maughams afpresser, Harold Henning, en djævelsk karl og en af Bernies gammel fjender fra SD, Den Nazistiske Sikkerhedstjeneste.

Og i mellem de to fjender melder en uventet femme fatale en vaskeægte ’honningfælde’ sin ankomst.

En optakt til det kommende bind i serien?

I lange stræk slentrer handlingen sig lovligt tilbagelænet afsted, mens Gunther og Somerset Maugham med tændte cigaretter og velvoksen drinks behørigt anerkendende udveksler erfaringer om dobbeltliv, spionage og bridge.

Først i den sidste tredjedel, kommer bogen sådan rigtigt op af terrassestolen og forlader det Miss Marple-agtige lukkede erindringsrum, og Gunther genindtræder i den hårdkogte detektivs mere slagfærdige rolle.

Sidste del af Hinsidens tavsheden er virkeligt spændende med et twist, der trækker overraskende tråde til den engelske efterretningstjeneste MI5 og MI6, der med Kim Philby og The Cambrigde Five er blevet hullet som en russisk si.

Spionage og kontraspionage med sovjetiske brintbomber i baggrunden indtager nu scenen. Og på trods af Gunthers hårdnakkede påstande om det modsatte, lægger Hinsides tavsheden op til en meget spændende fortsættelse, som inden længe også kommer på dansk i skikkelse af bind nummer 12, Prussian Blue. Den vil jeg glæde mig til.