H for høg af Helen Macdonald

Sorg, heling og høgeflugt

Den engelske akademiker, forfatter og falkoner, Helen Macdonald, har skrevet en meget bemærkelsesværdig erindringsbog om sit arbejde med at tæmme og træne en vild og egenrådig duehøg i tiden umiddelbart efter sin fars død.

Høg over høg

Macdonald har siden, hun var ganske lille, været sært fascineret af rovfugle og drømte om en dag at blive falkoner.

Da hendes far pludselig dør, udløser det en lammende sorg hos den indadvendte og stærk sensitive Cambridge-lektor, der siger sin stilling op, river stikket ud og flyver på tunge vinger ind i duehøgens forunderlige verden.

Om denne egenartede sorgbehandling handler hendes bog på overfalden, men den er samtidig også litteratens gennemarbejde og velskrevne refleksion over sorgen, døden og individets kamp for at finde sig til rette i verden.

Flugt ind i naturen

Derudover, og det var for mig bogens bedste del, er den en indlevende biografi om den afdøde engelske forfatter, Terence Hanbury White, forfatter til blandt andre værket Kong Arthur på Camelot.

Macdonald er opslugt af White i sær på grund af dennes forsøg på, ligesom hende selv, på en gang at domesticere og samtidig underordne sig naturen, da White fuld af tvivl, selvlede og mismod sætter sig for at tæmme en uregerlig duehøg, hvilket han har skrevet om i bogen The Goshawk.

Det er stærke sager, og White-biografien udgør bogens stærkeste fascinationskraft sammen med de præcise og fintfølende registreringer af naturens anderledeshed og dens romantiske fristelser for en vildfaren moderne sjæl.

Når Macdonald skriver direkte om sig selv og sin sorg, kommer der for mig at se lidt en barriere ind, som på en eller anden måde i en vis udstrækning banaliserer og overforklarer det ordløse, der får så kraftfuld luft under vingerne i høgens vilde flugt over de mørke trætoppe.

H for høg af Helen Macdonald
Oversat af Juliane Wammen
300 sider, Gyldendal