Fra Verdenskrig til Kold Krig. Fra Jalta til Hiroshima: seks mĂĽneder i 1945 af Michael Dobbs

historie

Journalist og forfatter Michael Dobbs fortæller med fokus på de tre store statsledere engageret og
forståeligt om de seks måneder i 1945, hvor Verdenskrig og alliance blev afløst af Kold Krig og atomangst.

The big three

Mange drog et lettelsens suk, da Churchill, Roosevelt og Stalin på Jalta tilsyneladende nåede til enighed om, hvordan europakortet skulle tegnes efter 2. verdenskrig. Aftalen gav Sovjetunionen en dominerende indflydelse i Østeuropa, men de frie valg, lovede Stalin, ville komme.

Roosevelts koncept om De Forende Nationer blev godtaget, en fremtidig besættelsesforvaltning for det besejrede Tyskland blev aftalt, og så skulle Sovjet gå med i krigen mod Japan til gengæld for territoriale indrømmelser i Kina og Japan.

Men det var ikke fred og fordragelighed, der ventede rundt om hjørnet, men derimod mistillid, brudte løfte og gensidige beskyldninger – verden gik en isnende kold tid i møde.

Why oh why?

Hvorfor det gik, som det gjorde, kan man læse i Michael Dobbs medrivende dokumentar-historiske værk. Dobbs hovedpointer er, at de store ideologiske forskelle blev afgørende mellem de to i bund og grund uforenelige systemer: det kapitalistiske og det kommunistiske.

Churchill og Roosevelt, hvis forhold ikke var det bedste, havde forskellige interesser – Roosevelt, der havde held til at tale amerikanerne ind i krigen, ville skabe en varig fred med Sovjet, eventuelt uden om Churchill, men han var på ingen måder interesseret i, at opretholdelsen af freden skulle sikres af amerikanske soldater i Vesteuropa, hvilket, Churchill med rette frygtede, ville åbne Vesteuropa for den sovjetiske mastodont, som Storbritannien alene på ingen måde kunne bremse.

Hønisse eller jernmand uden skrupler

Den stærkt svækkede Roosevelt troede fejlagtigt, at han kunne forstå og håndtere Stalin, som var han en hver anden politiker – ’den gamle hønisse skal jeg nok ordne’, sagde FDR. Men som Dobbs skriver, havde Stalin mere tilfælles med Ivan den grusomme eller Timur Lenk end med en politiker i
vestlig-demokratisk forstand.

For Stalin fandtes ingen permanente alliancer kun fornuftsægteskaber: den reelle magtovertagelse i Østeuropa gennem moskvaloyale étpartisystemer, hans kyniske fremfærd over for egen befolkning og udrensningerne i slut 30’erne, hvor Stalins politik var, at havde man en grund, var man ’objektiv skyldig’ og fortjente derfor den hårdeste straf, ja det burde vel have været nok til at vise, hvilken jernstøbning Stalin var gjort af.

Men de enorme russiske tab på østfronten, og den realpolitiske tilstand gjorde, at USSR ikke var til at komme uden om.

Blame game og den ny verdensorden

Men knap var blækket tørt, før kampe og heftige gnidninger mellem de amerikanske soldater og de hærgende sovjetiske soldater, der stjal, myrdede, voldtog og tog al industriproduktion med sig – og stadigt oftere tog på rov i den vestlige zone, blev et større og større problem. Og sammen med skindemokratierne i øst, Sovjets lukkethed omkring hvad der havde gået for sig bag den polske front, samt A-bombens opdagelse var alsammen med til at bane vejen for en reel opdeling af verden i øst og vest mellem to supermagter.

Det er en intenst beretning med mange detaljer om Roosevelt, Churchill, Stalin og Truman og deres indbyrdes forhold. Det ensidige fokus på de store mænds beslutninger giver drama, men indskrænker måske også perspektivet noget.

I Michael Dobbs fremstilling styres verdens gang først og fremmest af de store mænds beslutninger. Det giver et måske lidt vel statisk billede af virkelighedens reelle kompleksitet, men det handler selvfølgelig også om fortællingens begrænsning og fokus.


Fra Verdenskrig til Kold Krig. Fra Jalta til Hiroshima: seks måneder i 1945
af Michael Dobbs
459 sider
Oversat af Morten Visby
Informations Forlag