Færten af død af Andrew Taylor

Historisk krimi. Atmosfæreladet krimi fra Den Amerikanske Uafhængighedskrig tager læseren med til et belejret New York, hvor den stovte kontorist, englænderen Edward Savill, må løse en indviklet mordgåde i loyalisternes sidste forskansning.

Men det er selvfølgelig ikke så ligetil, når byen befolkes af soldater, svindlere, flygtninge, usle profitmagere, dobbeltagenter og en smuk kvinde med mange hemmeligheder.

’ Dette er historien om en kvinde og en by. Jeg så byen først, fik nogle glimt af den på lang afstand, mens den glitterede som det nye Jerusalem i aftensolens sidste stråler. Det var søndag den 2. august 1778.’

An Englishman in New York

Det er ganske ufrivilligt, at Edward Sawill må forlade Londons velkendte gader til fordel for den krigshærgede amerikanske koloni. Men loyal og kongetro, som han er, retter han ind, efterlader kone og sin elskede datter for at forestå undersøgelsen af erstatningskravene fra loyalister, der har mistet ejendom og formue til oprørerne.

Savill bliver indkvarteret hos den respektable, men forarmede Wintour-familie; den gamle dommer, der har mistet grebet om den nye tumultariske tid og derfor uden held forsøger at skrive om fortidens gloværdige England, hans stærkt svækkede og temmelig konfuse hustru, der mumler noget, der minder om børneremser, og så deres gådefuld og stærkt indbydende svigerdatter Arabella. Familien lever i uvished om, hvad som er hændt Arabellas iltre husbond, der er blevet hårdt såret i kamp.

Blod på skjorten og loyaliteten i uorden

Savill må snart sande, at byen kun på afstand tager sig ud som et nyt funklende Jerusalem; den har også en beskidt, anløben og grov bagside, hvor en fin engelsk gentleman meget nemt får snavs på sin hvide knipling skjorte, hvor de fasttømrede forestillinger bliver udfordret, og hvor man meget ledt farer vild, når man lader sig styre af sit moralske kompas. Sådan et sted er det berygtede og meget voldelige slumkvarter Canvas, hvor mordet bliver begået, som sætter optrevlingen af et sindrigt plot i gang.

Det er et rigtig velkonstrueret plot Taylor har kreeret, der elegant fletter de nære relationer sammen med den storpolitiske ramme for fortællingen: krigen mellem England og de amerikanske oprørere. Det er en kriminalroman, der til trods for det indledende mord egentlig ganske langsomt bygger atmosfæren, rammen, personerne og intrigerne op, for så godt og vel halvvejs at skifte gear, sætte fuld damp på spændingen og de overraskende twists for så at lukke af med en højdramatisk finale over den tilfrosne Hudsonflod.

Sproget er en gennemført og tillempet pastiche over 1700 tals engelsk, som går fint igen i den danske oversættelse, hvor man ’forbliver hinanden meget forbunden’, holder på den rette etikette og råber bandsat, når bølgerne går højt.
De sorte betragtes af alle, bortset fra Savill, med selvfølge som en laverestående race, hvis lod det er at tjene den hvide mand.

Det altovervejende tema i romanen er loyalitet, ikke som en absolut og idealistisk enhed, men derimod som en historisk betinget og derfor omskiftlig størrelse med uendelig mange gråzoner – hvor gårsdagens ven bliver morgendagens fjende og hvor forræder og helt afhænger af øjnene, der ser.

Første bind af en serie

Det er en velresearchet og underholdende historisk krimi, man velvilligt lader sig opsluge af. Bogen blev af CWA (The Crime Writers’ Association) kåret til den bedste historiske kriminalroman i 2013, og det er faktisk tredje gang, det overgår bogens forfatter Andrew Taylor.

Min eneste indvending mod romanen er, at hovedpersonen er noget veg. Savill er en tilknappet englænder, en mand af sin tid, der ikke bebyrder andre med ligegyldige personlige petitesser, men jeg vil alligevel gerne have vidst noget mere om hans baggrund og person. Vi erfarer stort set kun, at han er standsmæssig gift med en kone, han ikke elsker, og at han har en datter, han til gengæld elsker meget højt. Men det er også det hele.

Færten af død er første bind i en serie med samme hovedperson, og bind et giver grund til store forventninger. Jeg ser også frem til at Savill måtte løsne lidt op på kalvekrøsset, så at vi kunne ane lidt mere af personen bag rollen.