Et kinesisk liv. Faderens tid - 1950-1976

Første bind i et tre binds værk om Kinas nyere historie er velfortalt, men barskt. Perspektivet i denne grafiske roman er barnets, og vi oplever således rædsler, revolutionær forblindelse og konsekvenserne af Maos fanatiske totalitære samfund.

At kunne, eller ikke kunne sige Mao zhuxi wansui

Fortælleren, drengen Li, bliver født i 1955, seks år efter at ´den store rorgænger´ Mao Zedong har taget magten i Kina. Faderen, en idealistisk kommunistisk bureaukrat, vil have sin nyfødte søn til at sige de forjættende ord Mao Zhuxi Wansui, (Vores formand Mao leve i tusinde år) da rygtet går, at en af de andre spædbørn i ejendommen har kunnet. Men til faderens store frustration og skuffelse kan Li ikke. Men, som den nu ældre fortæller Li bemærker, med en for fortællingen karakteristisk humoristisk resignation, så ”kom min lillesøster kort tid efter, så var vi to til ikke at kunne sige det.

Denne lille anekdote indfanger meget godt den store forventning til revolutionen, kombineret med den underliggende småborgerlige selvhævdelse som revolutionens fortrop, der præger bogens fremstilling af den indledende fase af den kinesiske, maoistiske revolution.

Jernhård disciplin og endnu hårdere selvdisciplin i den konstante revolutions tjeneste præger det samfund og den familie, som Li vokser op i. Men især den strenge fader er stadigt mere opfarende, nervøs og selvanklagende i takt med ansvarets byrde vokser, og revolutionen udvikler sig i stadig mere grotesk og vanvittig retning.

Det er en udvikling, der bliver sværere og sværere at aflæse, fortolke ideologisk korrekt og retfærdiggøre for faderen, efterhånden som sandheden om revolutionens excesser, Det store spring fremad og Kulturrevolutionens modbydelige konsekvenser står mejslet i granit og står at læse som nøgne tal over de millionvis af grave, som kun en forhærdet kyniker eller en revolutionær fundamentalist ikke ville kunne få øje på. Men det er bogens stærke side, at den ikke forfalder til letkøbt moralisering og bedreviden, men i stedet søger så oprigtigt og fordomsfrit at skildre et samfunds vildfarelse såvel som fortællerens egen, hvis historie i høj grad basere sig på tegnernes egen biografi.

Barnets perspektiv på verden giver et subjektiv, forvrænget, forvredet og ekspressionistisk billede af verden, hvilket flot sætter sig i de sort-hvide tegningernes slyngede, proportionsforvredne billeder, hvor tegningerne fremmaner et billede af et samfund, der fra barnets synspunkt må være skræmmende, uden faste rammer at forholde sig til.

Børnene lærer sig Maos lille røde og gør sig med den i hånden til dommere over de voksne. Og alle ´forældede´ autoriteter, levn fra den ´feudale tid´, bliver udfordret og nedgjort i ydmygende processer, hvor de anklagede, hvad end der er skolelærere eller oprigtig troende kommunister, skal angre og indrømme fabrikerede, uforståelige anklager.

Alt vendes på hovedet, og kun meget få undgår at blive en aktiv del af opretholdelse af Maos degenererede diktatur, hvor opportunistisk angiveri af naboer, og hvem man ellers måtte have et udestående med, dominerer hverdagen. Også Li´s stadigt mere desillusionerede far rammes og sendes i såkaldt genopdragelseslejr, en meget ubehagelig eufemisme.

Det stockholmersyndrom, som gør, at de undertrykte elsker deres blodrøde despot, skildrer bogen uhyre subtilt og deres afmagtsfølelser ved meddelelsen af Maos død er meget troværdigt skildret.
I denne sump af løgn og forstillelse vokser Li altså op: lever, forelsker sig, bliver propagandamaler og senere soldat. Der driver en stille, men smuk melankoli over den ældre, nutidige fortæller Li´s erindring af fortidens (u)gerninger og den forsvundne barndom og ungdoms vår.

Man bliver oplyst og opløftet af den fermt fortalte historie på trods af det triste emne. Jeg ser frem til at læse de næste to bind i serien.