En støvet hvid aura, bind 5 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Seriens fire foregående bøger har alle haft et særdeles højt niveau. En støvet hvid aura er den foreløbig mindst gode. Men selv en halv-god krimi fra James Lee Burkes hånd er mange stykker bly bedre end den store lunkne masse af forudsigelige skabelon-krimier.

Det bliver i familien

Opklaringen af mordet på en politibetjent,leder Dave Robicheaux til en konflikt med den nærmest sagnomspundne og berygtede Sonnierfamilie, hvis medlemmer Dave kender særdeles indgående. Das unheimliche, det uhyggelige - der er nært knyttet til hjemlige, velkendte og nære- præger stemningen i romanen. For i Sonnierfamiliens utrygge skød lurer monstrene overalt, og det fortrængte stikker konstant sit fæle, forvrængede ansigt frem .

Her i bogens åbningspassage får læseren et indblik i, hvad der venter ham og Dave Robicheaux:

Jeg havde kendt Sonnier-familien hele mit liv: havde gået i katolsk underskole i New Iberia sammen med flere af dem, havde været i Vietnam sammen med en af dem, havde i en kort periode kommet sammen med Drew, deres yngste, før jeg rejste bort for at deltage i krigen.

Men som Drew lærte mig, hører Sonnier-familiens medlemmere til de mennesker, man holder mest af på afstand – ikke på grund af, hvad de er, men snarere på grund af, hvad de repræsenterer: et sammenbrud for et eller andet genetisk eller familiemæssigt element, der egentlig skulle holde menneskeheden sammen.

Sonnier-børnenes baggrund var af en sådan art, at man instinktivt følte, at man ikke har lyst til at vide for meget om den – på samme måde som man ikke har lyst til at lytte til den historie, en desperat og plaget sjæl plaprer ud med på et natværtshus.

Som politimand er jeg af den erfaring, at pædofile er i stand til at fungere og klare sig i lange perioder, mens de tilføjer snesevis – eller måske endda hundredvis – af børn sår på sjælen, fordi ingen ønsker at tro sine egne fornemmelser angående symptomerne hos forulemperen. Vi frastødes og vamles ved de billeder, som bemægtiger sig vores bevidsthed, og vi håber imod al sandsynlighed, at problemet i virkeligheden bare er, at vi har misforstået et eller andet.

Sonnier-sagaen

I takt med at fortiden genopføres, afdækkes fortællingen om familien Sonnier. Alle børnene, der nu er voksne, har været udsat for vanrøgt og misbrug. Det drejer sig om: Weldon Sonnier, den ældste af Sonnier-børnene, der ernærer sig som oliespekulant, og måske plejer lige lovlig tætte bånd med mafiaen i New Orleans. Derudover er han gift med en søster til en kontroversiel, racistisk politiker i Louisiana, Bobby Earl, – der også på sit CV kan tilføje ledererfaring indenfor Ku Klux klan.

Lyle Sonnier, tidligere Vietnam-veteran, er en småsvindler, autodidakt prædikant og healer. Og Drew Sonnier, der var kæreste med Dave i ungdomsårene, bærer på en skyldbetynget samvittighed sort som sod. Og så hjemsøger den afdøde sadistiske djævel af en far stadig dem alle.

Med hjælp fra sin gode ven Cletus, der nu har slået sig ned som privatdetektiv, går Dave i gang med at grave dybere i de gamle, aldrig lægte sår i den degenerede Sonnier-familie. Herved kommer de også i kontakt med en utilregnelig mafiaboss ’med en moralsk dybde og kompleksitet som nyblandet cement’.

Mens plottet er knap så vellykket denne gang, er det Lee Burkes evne til stemningsfuld fabulation, der overbeviser. Han kan tilsyneladende bare blive ved med at puste liv i spændende skæbner på fortællingens kringlede veje. Tilbageblikkene på Sonnierbørnenes opvækst er et studie i gru og ondskab.

Det (u)perfekte menneske

Den halvtredsårige Robicheaux præges også af ængstelse på hjemmefreonten, hvor hans kones helbred gradvis forværres. Der tilføjes i fortællingen yderligere facetter til hovedpersonen, der fremstår som et ægte, uperfekt menneske plaget af skyldfølelse, afmagt, vrede, ængstelse og melankoli, men som bæres oppe af en dyb kærlighed til familien og naturen. Derfor ønsker man at høre mere om Dave og at vende tilbage til det genkendelige univers – med Cletus, Trefod, Alafair, Batiste, bådudlejningen og Louisianas storslåede natur.

Dave Robicheaux er handlingens mand, når det gælder, og han kan slå en særdeles prober næve. Men i James Lee Burkes ferme fremstilling, er Daves barske fremfærd aldrig et postulat, en karikatur, eller en facade af letkøbt kynisme – den, der minder om enhver rappers forfængelige, men lidet overbevisende insisteren på autentisk, rå mandighed og keeping it real-attitude. Dave Robicheaux er derimod, som sin skaber, fuld af kundskaber og besidder dyrekøbte indsigter i, hvad der rører sig i menneskets sjæl. Og heldigvis for læseren, deler han rundhåndet ud af disse sine betragtninger.

P.S. Som de tidligere bind i serien er også dette smukt oversat af Ole Lindegård Henriksen. Bare ærgerligt med de genkomne slåfejl, der dog er blevet færre end i de to første bind i serien.