Den Kulsorte Protokol af John Stephens

Af: Gæsteanmelder, fantasyforfatter Lene Dybdahl

Den længe ventede afslutning på John Stephens trilogi Bøger fra Begyndelsen har fået den danske titel Den Kulsorte Protokol, og hermed er det dystre tema for den sidste bog i serien slået an. En voksen læser vil måske irriteres over romanens uredigerede og klodsede sprog i begyndelsen, men efterhånden som begivenhederne tager fart, må selv den voksne abstrahere fra gentagelser og informationstung dialog, og give sig hen til bogens storslåede, filmiske finale.

En dødsensfarlig profeti

De tre børnehjemsbørn Kate, Emma og Michael er endnu engang på rejse for at finde frem til den sidste magiske bog med tilnavnet protokollen, før den onde troldmand Magus får fingrene i den. Denne gang er det lillesøster Emmas tur til at træde i karakter som hovedperson. Det går gradvist op for læseren, at protokollen er en slags regnskab over menneskers liv, som i sidste ende kan fælde dom over deres død. Det er imidlertid ikke ufarligt at samle de tre magiske bøger, for en profeti forudser, at børnene vil dø, hvis det lykkes dem at bringe bøgerne sammen.

Rædselsvækkere, bæster og trolde

Bogen begynder lidt trægt med nogle tilsyneladende umotiverede rejser rundt i den magiske verden, som egentlig bare skal tjene til, at børnene kommer væk fra hovedkvarteret, et slot ved navn Rosenkastellet, da det dette kommer under angreb af Magus og hans hær af Rædselsvækkere, bæster og trolde. Mens Rædselsvækkerne står knivskarpt i erindringen fra de foregående bøger, er det lidt sværere at genkalde sig det særegne ved bæsterne og troldene.

Børnene havner tilsyneladende tilfældigt i kæmpernes rige, der er beskrevet lidt karikeret, og selvom de kommer i livsfare, er det svært at leve sig ind i alvoren, fordi kæmperne er beskrevet som en samling store fjolser. Senere viser det sig dog, at der er mening med galskaben i bogens afsluttende kapitler.

Eminent finale

Bogens styrke er helt klart afslutningen, hvor John Stephens komponerer en meget visuel og spændende finale, der er med til at trække det samlede indtryk af bogen op. Samme oplevelse havde jeg af både Det Smaragdgrønne Atlas og Den Rubinrøde Krønike: hvor der i begge kan være lidt langt mellem de vellykkede spændende episoder undervejs, viser Stephens sig i de afsluttende kapitler som en mester i storslåede og følelsesladede afslutninger.

Alle tre bøger har meget flotte og indbydende forsider, der tydeligt angiver hvilken genre, bogen befinder sig i, og selvom forsiden til bind tre rummer mange forskellige elementer, synes jeg den er meget vellykket og en smuk bog at have stående i reolen.

Bogen er oversat af Vibeke Nielsen. Når jeg har kritiseret sproget i indledningen, tillægger jeg det ikke en dårlig oversættelse, selvom jeg selvfølgelig ikke har læst den engelske version. Min fornemmelse siger mig, at også den amerikanske original kunne have haft godt af en strengere redaktør til at luge ud i gentagelser og kluntet, informationstung dialog.