Dansk i skred, 52 sproglige opstrammere af Jørn Lund

Med lune, underspillet ironi og velvalgte eksemplar giver sprogprofessor Jørn Lund en let indføring i sprogets udvikling.

Titlen henviser ifølge forfatteren til, at sproget hele tiden tilpasser sig nye udtryksformer, og ikke til, at det er ved at miste fodfæste.

Men ren deskriptiv er Lund nu ingenlunde, tvært om går han på sin egen ordentlige og redelige facon i rette med tidens dårskaber, som han ser dem: den sproglige armod, hvor samtalen og eftertanken forstummer, nuancerne bortviskes og klicheerne, ekstremerne og superlativerne holder deres støjende indtog.

Sprog i skred

Sproget ændrer sig hele tiden; ord forsvinder, (hvem bruger længere ord som droge, avind og soiré?), nye ord opstår, mens andre, de såkaldte pendulord, skifter betydning, som forfordele og bjørnetjeneste. Sådan er det, og det kan nok så mange lystpedanter eller kæpheste ikke ændre på.

Men de ord og begreber Jørn Lund slår ned på i bogen, betragter han vist mere som uvaner end som velkomne sproglige nydannelser. Det kommer næppe, som den helt store overraskelse, at management-sprogets uhyrlige floskler og tidstypiske hurra-ord ikke just er Lunds kop te: vækster, holistisk dynamisk proces og at gøre problemer til udfordringer lyder måske meget smart og kækt i visses øre, men i Lunds øjne er det klicheer ’som måske kan blænde nogle, men ikke alle – og ikke i ret mange år. ’

Vild, vildere og samtalen der forsvandt

Problemet er vel også, at disse uklare nonsensord har det med at sprede sig til andre dele af samfundet og finde vej til massemedierne og til politikernes tale. Og her er vi inde ved det egentlige ærinde med bogen: et oplyst demokrati har brug for et klart og nuanceret sprog for ikke at forvitre.

Derfor udgør den omsiggribende sproglige inflation med bastante overdrivelser og voldsomme dramatiseringer et demokratisk problem (ikke udfordring!). Når alt er fantastisk, det vildeste og ved at eksplodere af verdensklasse, så er det ikke bare enerverende at høre på, men også fordummende opgejl, der i sin opkørte ekstase fjerner gradationerne.

Så bag den venlige form og fordragelige ironi gemmer der sig en kras kritik af massemediernes skingre (ensidige?) fokusering på sensationsstof med skibskatastrofer og pludselig død, sygdom og kriminalitet; information bliver nemt til infotainment.

Politikernes trænede afværgemekanismer får også ord med på vejen. Deres ’jeg er glad for spørgsmålet, for det giver mig anledning til at præcisere… Lad mig først slå fast… og så videre, er faste vendinger, der skal vinde tid og som regel sikre, at de taler, mens de reelt undgår at svare. I stedet for bare helt at undlade svare, hvilket mener Lund, havde tjent dem bedre til ære og skadet deres troværdighed mindre.

Heller ikke forskernes videnskabelige forskansninger bag floskler og selvfølgeligheder indpakket i uforståeligheder højner hverken indsigt eller samtale.

Hængemuledansk og omvendt jantelov

Den omvendte jantelov med selvpromovering som tidens løsen, hvor man ublu omtaler sig selv som ambitiøs og stolt behandler Lund i et vittigt, tilbageholdt sprog, hvor afskyen kun anes, mens verbalonani for vinkendere får kragetræerne til at krumme sig; og så er der blandt meget mere også blevet plads til at slå et slag for de oversete ord, og til at en ’En kongelig affære’ kan få en velfortjent lundsk opslang for sit mumlende ’hængemuledansk’.

Jørn Lund giver med bogen en underholdende indføring i nutidsdansk.