Butcher's crossing af John Williams

Butcher's crossing er på sin vis en slags omvendt Stoner. For i denne dystre anti-western opgiver den
unge hovedperson nemlig sine universitetsstudier til fordel for en romantisk forestilling om det vilde liv som bisonjæger på prærien.

Men virkeligheden viser sig at være en noget anden og langt barskere, end den han indtil da kun har mødt i litteraturens mytologiske verden.

Jagten på sig selv i det sublime

Vi befinder os i De Forenede Stater i 1873. Den Amerikanske Borgerkrigen er et overstået kapitel, og som i Sergio Leones Spaghettiwesterns er jernbanenettets imponerende fangearme en sikker indikator på, at endestationen er nået for det frie, utæmmede cowboyliv.

Nogle få barske mænd holder dog endnu stand. De er bisonjægere af den fåmælte og hårde slags; whiskey-drikkende cowboys med stor erfaring om, hvordan man klarer sig i den barske vildmark.

Unge Will Andrews ankommer til frontier-flækken Butcher's Crossing. I den lokale saloon finder han snart tre hårdtdrikkende jægere anført af den erfarne Miller. Denne Miller beretter om en godt skjult dal, han red igennem for en del år siden, hvor de ellers næsten udryddede bisoner holder til i tusindevis.

Will Andrews indvilliger i at finansiere ekspeditionen, der udover Miller og Andrews inkluderer en enarmet, alkoholiseret, men bibelstærk særling; en erfaren skinner, der får til opgave at lære Andrews op samt stude, heste, ammunition, våben og udstyr.

Wills drøm er ude i Midtvesten at finde det hårde, rå fundament under hans forfinede og luftige tilværelse.

Mørke midt i Edens Have

Vejen dertil er dog lang og i sandhed strabadserende. Naturen har mange prøvelser i vente til dem, inden de når frem til den uberørte Edens Have med de fredeligt græssende bisoner.

De fire jægere får opsporet bisonerne, og så begynder ellers en usentimental og systematisk nedslagtning af de enorme flokke af bisoner.

Unge Will hærdes og lærer at skinne bisonerne, uden at huderne går i stykker. Men lederen, Miller, bliver efterhånden besat af tanken om at nedlægge hver eneste bison. Denne giftige besættelse får altødelæggende konsekvenser: sneen daler pludselig ned, og inden de kan nå at komme væk, er de sneet ubehjælpeligt inde, mens snestorme raser.

Mændene bliver herude i vildmarken reduceret til deres mest basale behov: sult, tørst, kulde, isolation, og så at kunne udholde hinandens lejr-kullede selskab.

Nu gælder det om ren overlevelse. Som med jagten giver John Williams også her læseren en indfølt og detaljerig skildring af naturens rasen og mændenes livsforlængende snarrådighed.

Inden den lille flok når tilbage, rammes de af adskillige flere uheld og hård modgang.

Det store spørgsmålet er i mere end en betydning, om jægerne kan finde vejen tilbage til Butcher’s Crossing efter at have være udsat for voldsomme og omvæltende oplevelser, der har ført dem ind til et langt mørkere sted i dem selv, end hovedpersonen Will ville have troet muligt.

Og det er ikke kun de fire mænd, der uigenkaldeligt har ændret sig; den gamle verden står ej heller mere, da sneen smelter og krudtrøgen omsider lægger sig.

At vække en verden til live

John Williams formår, som i Stoner at fremmane et miljø, en verden, så sanseligt og præcist, at den fremtræder lyslevende for læseren. Sproget er prunkløst, men alligevel umådeligt kraftfuldt - navnet på den lille by, Butcher's Crossing, er vel nok det eneste tydelig symbolladet i en bevidst nøjsom stil. Naturen er en foranderlig, voldsom og faretruende kraft, mens mennesket i sit indre bærer på en mørk og destruktiv natur.

Hvor Stoner vækker optimisme og humanistisk tro på det rige indre livs værdi, der er Butcher's Crossing en helt anden og langt mere mismodig og mørk fortælling.

Det gør måske romanen til en lidt mindre læseoplevelse end Stoner, men Butcher's Crossing er stadigvæk en forrygende fortælling - i mine øjne bedre end for eksempel Cormac McCarthys overlæssede allegoriske western-roman, Blodets Meridian.