Berlin i krig af Roger Moorhouse

Verdens brændpunkt

Berlin var i den grad det 20.århundredes politiske brændpunkt: her i det unge og ærgerrige Tyske Riges hovedstad udgik de beslutninger, der førte til to verdenskrige, med de ufattelige lidelser for millioner af mennesker som skulle følge.

Men byen kom også som en af de få europæiske hovedstæder til på første hånd af mærke 2. verdenskrigs rædsler, blive lagt i ruiner, erobret og besat, genopstå i en ny verden delt af et jerntæppe, for mange år senere at bevidne den kommunistiske verdens sidste dødskramper på første parket, for så endelig at blive genforenet i et frit og demokratisk Tyskland.

Om særligt 2. verdenskrig, jødeudryddelsen og de nazistiske ledere i særdeleshed er der skrevet kilometervis af bøger, men meget få om, hvordan flertallet, de ’almindelige mennesker’ levede og oplevede den vanvittige rutsjetur i krigens år fra 1939-1945: fra national stolthed, genoprejsning, stormagtsstatus, racistisk og chauvinistisk verdensherre til et besejret, knust, ydmyget og skamfuld folk.

Når en gammel mand dør, brænder et bibliotek ned til grunden

Dette mindre kendte aspekt ved krigen har den engelske historiker Roger Moorhouse sat sig for at beskrive med fokus på hovedstaden Berlin. Hans kilder består først og fremmest af dagbøger, erindringer fra perioden, og officielle indberetninger eller ’stemningsrapporter’ fra blandt andet Gestapo og SS – og så unikke interview med øjenvidner fra dengang.

Og det er også ved at være sidste udkald, fordi den generation, der oplevede krigen på første hånd, er ved at dø ud.

Berlin delvist en torn i det nazistiske øje

I løbet af 2. verdenskrig blev der kastet flere bomber over byen end over nogen anden tysk by. Cirka 200.000 civile blev dræbt, hvilket var et større antal dræbte civile end i nogen anden by i Vest- og Mellemeuropa.

Men paradoksalt nok blev Berlin, som Moorhouse skriver, aldrig en naturlig hjemmebane for nazisterne, som det sydtyske Bayern var det. Dertil var Berlin for kosmopolitisk, for præget af et aktivt jødisk samfund, af en kosmopolitisk elite, og endelig havde byen lange traditioner for venstrefløjspolitik.

Nok blev Berlin omdrejningspunktet for den tyske modstand mod Det Tredje Rige, men nogen folkelig og åben modstand mod nazisterne kom det på den anden side aldrig til: Under krigen forholdt det store tavse berlinske flertal sig om ikke indifferente så med lukkede øjne til rædslerne omkring dem.

Mellem 70 og 80 procent af indbyggerne var hverken nazister eller modstandsfolk, men bukkede følgagtigt og forstemmende nok hovedet og fulgte anvisningerne for derved at komme igennem krigen med livet i behold.

Führerwetter

Bogen begynder sin beretning med fejringen af Hitlers 50 års fødselsdag 20. april 1939. Det var en herlig forårsdag med varme, solskin og blå himmel –Führerwetter som nazisterne beskedent betegnede det.
Byen var badet i de røde, hvide og sorte farver i det nazistiske hagekorsflag – alle havde fået påbud om at flage, og de, som ikke heilede, blev arresteret af nogle af de 50.000 mand, der var udkommanderet i dagens anledning. 2 millioner tilskuere var på plads til den største ceremonielle begivenhed, nazisterne nogensinde havde arrangeret.

Tysklands militære og politiske magt blev demonstreret med endeløs defilering forbi af militært isenkram og strækmarcherende soldater. Til trods for det åbenlyse krigeriske potentiale troede det store flertal af tyskere faktisk på, at Hitler ville gøre Tyskland stort uden krig. Sådan som det var sket ved Anschluss- Tyskland anneksion af Østrig og Tjekkoslovakiets overgivelse af Sudeterland til Tyskland med Münchenaftalen.
Den 1. september 1939 herskede der derfor stor uvidenhed om det skæbnesvangre forestående, da Hitler holdt sin til dato vigtigste tale – efter at have sovet elendigt med hovedpine og mavekneb – og han leverede et mesterstykke af simuleret uskyld, som det står.

Angrebet på Polen var i gang, men folk i hovedstaden lod sig ikke rive med, og de kom ikke ud på gaden som forventet, og som de havde gjort ved krigsudbruddet i 1914.

Stemningen var udpræget negativ, selv om ikke mange kunne se at katastrofen mod Polen ville føre til en verdenskrig, men betragtede den som en isoleret hændelse. Mange lå under for propagandaen om en forsvarskrig, andre var ængstelige, og for de fleste kom det som et chok.

Mørklægningen

Påbuddet om mørklægning, der reelt hurtigt var blevet gjort overflødig af udviklingen af radaren, gav en masse problemer og utryghed. Bilerne kravlede af sted, der skete et væld af ulykker som følge af den ringe sigtbarhed. Det blev utrygt at færdes i og om natten, da forbrydere, prostituerede, overfalds-og- voldtægtsmænd fik lettere spil – og en seriemordere, der slog til i ly af mørket, skabte yderligere rædsel og frygt i Berlin.

Forsigtig optimisme

Med tyskernes felttog mod Norge, hvor franskmændene og englænderne blev slået, kom der en behersket optimisme blandt det store flertal. Invasionen af Frankrig gav bange anelser om 1. Verdenskrigs skyttegravshelvede, men indtoget i Paris gav i sommeren 1941 en stor lettelse: Grossdeutschland herskede over Europa. Dog gav den samtidige stormobilisering uro og ængstelse: Hvad er det næste mon, der vil ske, spurgte mange sig selv.

Operation Barbarossa

Krigen mod USSR i 1941 komsom en overraskelse og chok for mange, men for nogle også som en form lettelse og afklaring: nu tog de mange rygter og uvished endelig fast form og krigen mod den virkelige fjende kunne begynde.

Fra imposant hovedstad i Grossdeutschland til stinkende ruinhob og Stunde null

Mens krigen rasede og kulden ligeså i vinteren 1940 gik livet videre i Berlin med udflugter og forlystelser, men kulden og sneen gav efterhånden mangel på kul, mælk og kartofler. Vi hører om rationeringskort; om teoretiske tildelinger af føde, der i praksis viste sig ikke at holde.

Hvordan Ersatz-varer, erstatningsvarer vandt frem; hvordan mange begyndte at holde høns og kaniner for at få kød og æg eller tog på Hamsterfahrten hamstreture på landet.

Vi får fortalt om den vidt florerende sortbørshandel også blandt højtstående nazister; om Albert Speers og Hitlers planer om, som udtryk for nazismens selvforherligende misantropi, at ville ombygge Berlin til Germania; om udformningen af dødsannoncer i Det Tredje Rige og Victor Klemperers analyse af det nazistiske sprog; og om fortrængningen af den igangværende jødeudryddelse.

 Vi følger livet i Berlin som krigen bølger frem og efterhånden kun tilbage indtil russerne står for døren, Berlin er synderbombet og den by, befolkningen kendte, er forsvundet – Stunde null hvor byen af en indbygger beskrives som:

En stinkende jungle bestående af døde heste med opsvulmede maver og benene strakt i vejret, Afhuggede hænder og arme, lemlæstede lig og kropsdele, der var blevet slynget mod facaderne af eksplosionerne.
Det er en velskrevet, spændende og skræmmende historie bogen fortæller. Det er især forstemmende, men også øjenåbende at få vist, hvordan den overvejende kuede, fatalistiske og følgagtige indstilling var den fremherskende – og hvor farlig netop den indstilling kan være, og hvilke tragiske konsekvenser, den i yderste forstand kan få.

Dette uheroiske overlevelsesinstink bliver på mange måder ubehageligt, nærgående og genkendeligt - nok også for de fleste af læserne af bogen .