Berlin 1936 – seksten dage i august af Oliver Hilmes

Den tyske historiker Oliver Hilmes fører i sin underholdende beretning læseren om bag kulisserne på
nazisternes gennemført iscenesatte OL, og lader det være en forsmag på, hvad verden har i vente fra den kant.

Vi skal være på vagt over for et folk, som forstår sig sådan på at organisere … En mobilisering kommer til at gå lige så gnidningsløst. (Józef Lipski, den polske ambassadør i Berlin)

Brød og cirkus

Det fremføres ofte for eftertiden, at det var i Berlin 1936, at sporten for alvor mistede sin uskyld. Da en hel verden velvilligt lod sig trække rundt i manegen af kynisk beregnende nazister, der benyttede de olympiske lege til et imageløft og samtidig at demonstrere magt og kunnen for en måbende omverden.

Nazisterne lykkedes i høj grad med at iscenesætte sig som fredselskende værter, mens SA og Hitler Jugend afholdte storslåede parader, og koncentrationslejren Sachsenhausen var under opførelse kun få kilometer fra Berlin.

OL i Berlin satte alle tidligere mediebegivenheder i skyggen. Nazisterne opfandt mange af nutidens olympiske traditioner som her fakkelløbet, der fandt sin introduktion i Berlin 1936.

Oliver Hilmes fortæller historien på ny ved at lade læseren opleve begivenhederne, sådan som de tog sig ud, for dem der oplevede den: for nazi-toppen, for tilrejsende journalister, for sportsudøvere, for almindelige berlinere, for Richard Strauss, for Victor Klemperer og for mange flere.Der ligger et enormt historisk-researcharbejde bag, men det mærkes ikke i Hilmes’ korte, medrivende afsnit.

Bogen er bygget op af seksten kapitler, et for hver dag af de olympiske lege. Hvert kapitel indledes med en vejrudsigt for dagen og indeholder yderligere (afslørende) uddrag fra henholdsvis statspolitiet i Berlins døgnrapport og fra rigspressekonferencen, hvor den tyske presse (dygtigt) blev instrueret i den rette fremstilling, således som nazisterne ønskede den.

Vi møder et væld af farverige skikkelser fra Richard Strauss og dennes kone med de halvhysteriske uartighedsanfald, den tidligere politibetjent, nu privatdetektiv og transvestit, Toni Keller, den amerikanske ambassadør William Dodd og dennes storflirtende datter, Martha Dodd (mesterligt fremstillet i Erik Larsons bog, Ondskabens have i øvrigt), fordækte natklubejere med dobbelt eller trippel-identitet, ængstelige jøder med bange anelser, propagandaminister Joseph Goebbles med stærkt kompromitterende problemer i ægteskabet, regimets nyttige idioter og mange flere.

I centrum af fortællingen befinder sig den amerikanske forfatter og journalist Tom Wolfe, hvis sildige opvågnen udgør det moralske lærestykke.

Det ydre skin og det mørke indre

Der er suspense i hver af de korte historier, hvor Hilmes virkelig udnytter kontrasten mellem overfladen, ansigtet udadtil og så det indre, det hemmelige, farlige og fordækte.

Forfatteren kommer atypisk for en historiker også med sine egne tørre og bevidst underspillede kommentarer til personernes gøren og laden, som her i et meget typisk eksempel hvor Joseph Goebbels indtager scenen:
Men tilbage til august 1936. Måske sidder Goebbles endnu engang og tænker på den kære familie – på sin svigermor, på Oskar Ritschel eller Richard Friedländer. Og nu også på Magdas affære med denne Lüdecke. Gobbels noterer i dagbogen: ”Jeg skal bruge lang tid for at komme mig over det”. Det tager nøjagtig tre dage.
Hvor let det ville have været for den oplyste offentlighed at få indsigt i tingenes rette tilstand i Nazityskland, lader Hilmes fremgå med fortvivlende tydelighed, men verden ønskede som bekendt i det store og hele hverken at se eller høre.

Kalejdoskopiske bøger med et enkelt årstal som ramme er tilsyneladende populære. Før Hilmes bog kom Florian Illiss’ bestseller: 1913 – Århundredets sommer, og svenske Elisabeth Åsbrink er lige på trapperne med en bog, der har 1947 som omdrejningspunkt: 1947 – her begynder nu.